Face mask hand hygiene

Hygiejnisk brug af mundbind

Husk den gode håndhygiejne! Mundbind kan forhindre infektionssmitte – men kun når de anvendes korrekt.

Minimér risikoen for smitte ved korrekt brug af mundbind!

Coronavirus er kendetegnet ved typisk at sprede sig via fysisk kontakt som håndtryk og som dråbesmitte ved host eller nys. Derudover kan en smittet person være smittebærer af virus i op til to dage, før vedkommende selv har nogen synlige symptomer. Ved at bære mundbind kan en smittet person forhindre, at virus spredes til andre. Mundbindet beskytter dog ikke nødvendigvis mod at blive smittet af en virusinfektion, og det er særdeles vigtigt, at det anvendes korrekt, da forkert brug kan være medvirkende til at øge risikoen for infektion.

Når du bærer et mundbind, er det vigtigt at huske følgende:

  • God håndhygiejne
  • God hygiejne når du hoster
  • Undgå kontakt med ansigt, næse og mund
  • Oprethold en sikker afstand til andre

Håndhygiejne, når du bruger mundbind

Mundbind skal kun berøres med rene hænder. Vask eller desinficér dine hænder før og efter, du tager mundbindet på. Rør ikke mundbindet under brug. Når du tager mundbindet af, skal du kun røre ved elastikkerne. Vask eller desinficér dine hænder før og efter, du har taget mundbindet af. Dette højner hygiejnen og sikkerheden, hvis du ved en fejl har berørt overfladen af det forurenede mundbind.

Vask hænderne med sæbe, skyl med vand og tør grundigt. Hvis der ikke er vand til rådighed, kan hænderne desinficeres med hånddesinfektion, enten flydende eller wipes. Er der synligt snavs på hænderne, anbefales det altid at vaske med vand og sæbe.

Korrekt brug af mundbind

Sundhedsstyrelsen anbefaler, at du bruger engangsmundbind og helst med elastikker til ørerne. Mundbindet bør være af medicinsk/kirurgisk kvalitet, dvs. fabriksfremstillet og CE-godkendt, da beskyttelsesgraden her er dokumenteret. Men Sundhedsstyrelsen anerkender også, at brugen af et godt stofmundbind er bedre end intet mundbind.

  1. Før: Vask hænder eller brug håndsprit (i en mængde så hænderne er fugtige i min. 30 sekunder)
  2. Find forsiden. Det er som regel den farvede side
  3. Dæk næse og mund med mundbindet og fastgør det bag ørerne
  4. Sørg for, at mundbindet sidder helt tæt til dit ansigt
  5. Rør ikke mundbindet under brug. Skift det ofte og altid, hvis det er vådt eller beskidt
  6. Når mundbindet skal af, skal du tage fat i elastikkerne uden at røre selve mundbindet. Engangsmundbind skal smides ud med det samme. Stofmundbind skal vaskes, inden de bruges igen.
  7. Efter: Vask hænder eller brug håndsprit (i en mængde så hænderne er fugtige i min. 30 sekunder)

Kilde: Sundhedsstyrelsen

Gode råd til brug af stofmundbind

  1. Det bør som udgangspunkt bestå af tre lag tætvævet stof fx bomuld, være forsynet med elastikker og kunne sidde tæt til dit ansigt, så det dækker både næse og mund.
  2. Det skal kunne vaskes flere gange ved mindst 60 grader, og det skal vaskes en gang dagligt eller hyppigere, hvis det bliver beskidt eller fugtigt.
  3. Det er vigtigt, at man har flere stofmundbind med sig og putter de brugte i en plastikpose, til de kan blive vasket. Hav flere at skifte med, også når du er på farten og læg det tørre nyvaskede mundbind i en lukket pose, når du skal medbringe dem fx i tasken.
  4. Når du er færdig med at bruge et stofmundbind, så smid det direkte til vask, eller læg det i lukket pose indtil det skal vaskes. Brug det ikke igen før det har været vasket. Mundbind er personlige. Del ikke med andre.

Kilde: Sundhedsstyrelsen