Viden om huden
Huden er kroppens største organ og dækker på et voksent menneske en overflade på ca. 2 m2 samt vejer ca. 1/6 af den samlede kropsvægt. Huden er opbygget af et elastisk væv og er ca. 1-4 mm tyk. Dens væsentligste funktion er at beskytte resten af kroppen mod vandtab og de mange ydre påvirkninger, den dagligt udsættes for. For at kunne beskytte optimalt, er det vigtigt, at huden er sund og rask.
Huden består af 3 lag:
Overhuden (Epidermis): Et hornlag af døde celler, som hele tiden afstødes fra overfladen. Her findes den væsentligste beskyttelsesbarriere i forhold til omgivelserne, der hindrer mikroorganismer i at invadere kroppen og vandet i at fordampe. Det er derfor du undgår udtørring af huden. Overhudens lag producerer også melanin, der beskytter læderhuden mod solens UV-stråler.
Læderhuden (Dermis): Et bindevævslag som gør huden stærk og elastisk. I læderhuden findes der mange individuelle væv, f.x. hårsække, svedkirtler, talgkirtler og sanseceller, der sanser tryk, berøring, kulde, varme og smerte. I dermis findes også kollagen og elastin, som netop er det, der giver huden styrke og spændstighed/elasticitet samt molekyler, der binder vand i læderhuden.
Underhuden (Subcutis): Fungerer som vand- og blodreservoir. Underhuden indeholder et fedtlag, hvis funktion er at isolere, virke som energilager og beskytte mod stød og tryk. Sammen med svedafsondringen danner hudens fedtindhold en slags biologisk syrekappe, som beskytter huden. Under normale forhold er huden i stand til at beskytte sig selv.
Hudbelastninger
De 1-4 mm som beskytter din krop mod alle de påvirkninger, den udsættes for dagligt, er ikke meget, når vi udsætter den for vind og vejr, vand og sæbe, arbejde og meget mere. Så det kan tydeligt mærkes, når huden er blevet hårdt belastet. Lod vi huden være i fred for skadelige stoffer, var den i stand til at beskytte sig selv. Men vi giver den ikke fred. Og hudens naturlige forsvar nedbrydes hver gang du vasker/renser hænder, desinficerer huden eller arbejder i længere tid iført handsker, hvor huden ikke kan ånde.
Vedvarende og kraftige påvirkninger fra for eksempel det daglige arbejde kan skabe ubalance i en sådan grad, at huden ikke selv kan nå at genoprette balancen. De hudskadelige stoffer, som huden er i kontakt med på arbejdet, omfatter blandt andet vand, rengøringsmidler, støv, olie m.fl. og kan deles ind i 3 kategorier: Vandbaserede stoffer, ikke-vandbaserede stoffer og andre væsentlige stoffer/påvirkninger:
Sådan en ubalance kan være starten på hudproblemer. De viser sig som tør, ru og revnet hud og kan i værste fald ende med mere alvorlige arbejdsbetingede hudsygdomme.
Vær dog opmærksom på, at huden hos os mennesker reagerer forskelligt, og hudens sårbarhed kan ændre sig over tid, hvorfor det også kan være forskelligt, hvor ofte du skal anvende produkter til at forebygge denne ubalance.
Én af de mest anerkendte arbejdsbetingede hudsygdomme er eksem, og der findes to slags eksem:
- Irritativ kontakteksem: Et eksem, der er opstået efter kontakt med stoffer, som virker direkte irriterende eller stærkt affedtende på huden. Denne type eksem forekommer i 80-85 % af alle tilfælde
- Allergisk kontakteksem: Et eksem, der opstår på grund af overfølsomhed over for et bestemt stof. Denne type forekommer i 10-15 % af alle tilfælde.
Eksemer udgør 94 % af alle arbejdsbetingede hudsygdomme. De hyppigste årsager til eksem er sæbe, rengøringsmidler og madvarer, hvorfor det oftest også er ansatte i de såkaldte ”våde erhverv”, der har problemer med eksem. Men eksem kan også være forårsaget af allergifremkaldende stoffer som parfume, nikkel og konserveringsmidler. De første tegn på håndeksem er tør hud, der siden bliver rød og kan begynde at klø og skalle. Der kan også forekomme væskefyldte blærer, kløende knopper eller smertefulde revner. Eksem opstår typisk de steder, hvor huden er tynd, fx mellem fingrene, henover knoerne eller under en fingerring.
Er der opstået eksem, bør dette altid tilses af en læge. Og her er det ikke nok fortsat at anvende et korrekt håndhygiejne-program, men der skal i stedet andre, som oftest hormonbaserede, cremer til. En korrekt håndhygiejne-procedure med de rigtige produkter kan kun være med til at forebygge arbejdsbetingede hudlidelser, ikke behandle dem! Men du er godt på vej mod at holde dine hænder rene og sunde og skabe det bedste værn mod de daglige hudbelastninger, ved at:
- bruge hudpleje produkter før og under arbejdet, så huden ikke tørrer ud i løbet af dagen men holdes smidig og modstandsdygtig
- rengøre dine hænder med sæber, håndrensemiddel og hånddesinfektion
- bruge hudplejeprodukter efter arbejdet, så hudens naturlige beskyttelsesfunktion genopbygges
Bruger du et korrekt sammensat håndhygiejne-program er det den bedste forebyggelse mod arbejdsbetingede hudlidelser. Hudlidelser, der hvert år koster samfundet og erhvervslivet mange penge, udover at de ofte er forbundet med store personlige og psykiske omkostninger for den udsatte.